Generel information om Herpesvirus hos hunde:
En alvorlig og smitsom virusinfektion som kan være livsfarlig for ufødte og nyfødte hvalpe!
Hvad er Herpes?
Herpes hos hunde er en almindelig forekommende virusinfektion som findes over hele verden. Den er meget smitsom og er hunden først smittet, bærer den virus i sig resten af livet.
Det kan være svært at se på en voksen hund om den er smittet med Herpes, for sygdommen er ikke i udbrud hele tiden. I lange perioder ligger den i dvale, og blusser kun op i situationer med stress, som f.eks. under drægtighed eller ved behandling med midler der sænker immunforsvaret. En herpesinfektion i udbrud viser sig som små blærer eller sår på hundens kønsdele og i slimhinden i de øvre luftveje (svælg, mund og næse).
Herpesvirus smitter ved tæt kontakt mellem smittede og ikke-smittede hunde, f.eks fra den fødende tæve til de nyfødte hvalpe. Det er sjældent, det smitter ved parring. Virus kan også overføres til de ufødte hvalpe via moderkagen. Hundens Herpesvirus smitter kun hunde.
Herpes kan ikke kureres, når hunden først er smittet, vil den bære virus resten af livet.
Voksne Hunde:
En Herpesinfektion er ikke direkte farlig for voksne hunde, men tæver kan blive sterile, abortere elle føde få, meget små og svagelige hvalpe.
Hvalpe:
Hvalpe der smittes under eller kort efter fødslen har ofte problemer med at die. De taber hurtigt i vægt og kan dø, selvom man plejer dem intensivt.
Ufødte hvalpe, som er blevet smittet via moderkagen, svækkes hurtigt, så drægtigheden kan ende i abort, dødfødsel eller fødsel af små og svage hvalpe, der har stor risiko for at dø inden for det første levedøgn.
Hvordan beskytter man mod Herpes?
Nyfødte hvalpe kan beskyttes mod Herpesinfektion med Vaccination. Man vaccinerer ikke hvalpene, men den drægtige tæve, som via råmælken overfører immunitet til hvalpene. På den måde mindsker man risikoen for, at de bliver syge på grund af Herpesvirus.
Det er vigtigt at tæven bliver vaccineret to gange mod Herpes under hver drægtighed. Både smittede og ikke-smittede tæver vaccineres.
VACCINATIONSANBEFALINGER:
- Vaccination gives i perioden fra start løbetid og til 10 dage efter parring.
- Vaccination gives 1-2 uger før forventet fødsel.
Dyrlægens anbefaling:
At man giver 1. vaccination EFTER parring, og 2. vaccination som angivet.
Hvis man ønsker røntgenundersøgelse før fødsel (med henblik på antal hvalpe) kan 2. vaccine med fordel kombineres med det, det optimale tidspunkt for begge passer sammen.
Dyrlæge Laila Bilberg
Trehøje Dyrlæger
Forebyggelse af Herpesproblemer:
- Sørg for ekstra god hygiejne i forbindelse med drægtighed og fødsel.
- Fødende tæver holdes isoleret indtil tre uger efter fødslen.
- Brug et desinfektionsmiddel til rengøring af hundens omgivelser – det ødelægger Herpesvirus.
- Varmebehandling (38,5 gr.) de første uger af hvalpens levetid nedsætter virussets evne til at forårsage sygdom hos hvalpene.
- VIGTIGT! Tag straks kontakt til dyrlægen ved mistanke om Herpesproblemer.