Før man tager afsted
Når man kører til Tyskland for at parre sin tæve, er der visse ting man skal have i orden inden afrejsen. Avlsudvalget har her forsøgt at anskueliggøre hvilke papirer der skal bruges, og hvad man skal huske. Det vil være en god ide på forhånd at læse om reglerne på DKK´s hjemmeside. http://www.dkk.dk
Når man har besluttet sig for hvilken hanhund man vil bruge, kontakter man ejeren. De fleste tyskere kan noget engelsk, men en del kun tysk. Der er ikke altid opgivet en email-adresse, så ofte er den første kontakt telefonisk. I god tid før parringen sendes en kopi af tævens stamtavle til hanhundeejeren, sammen med en erklæring fra Langhårsklubbens formand på at tæven opfylder Langhårsklubbens avlsregler, så parringen kan blive godkendt i den tyske specialklub.
Har man en tæve med hollandske aner, er der særlige regler!
Har tæven hollandske aner i sin stamtavle, kræver den tyske Langgårsklub enten en kopi af en foretaget E-Locus test med resultatet EE, eller en erklæring fra Langhårsklubben på at denne tæve gennem forældres test eller afstamning er frikendt for at være bærer af genet for gul pelsfarve. Den sendes sammen med stamtavlen og avlsgodkendelseserklæringen til hanhundeejeren.
Når der er parret, er det vigtigt at få hanhundeejerens underskrift på Registreringsanmeldelsen til Hvalperegistrering. Den finder man på DKK´s hjemmeside under blanketter. Det kan også være en god ide at underskrive en Parringaftale, her aftaler man hvordan betalingen skal foregå og hvornår. Den findes også i en engelsk version, ligeledes på DKK´s hjemmeside under blanketter.
Få hanhunden registreret hos DKK
Hanhunden skal registreres hos DKK, før man kan få sine hvalpe stambogsført. Derfor skal man sikre sig at der på stamtavlen (ahnentafel) er alle de påtegninger der skal bruges dertil. Der er fire sider i en tysk Ahnentafel, og prøver og sundhedsresultater bliver skrevet direkte på den. Det drejer sig om: HD status, bevis for beståede prøve og udstillingsresultater og bevis for at hanhunden er godkendt til avl i Tyskland. Desuden er det vigtigt at hanhundeejerens underskrift på Registreringsanmeldelsen, er den samme som står på stamtavlen (ahnentafel). Avlsrestriktioner og anbefalinger for Tysk Langhår, findes på DKK´s hjemmeside og Langhårsklubbens avlsregler på Langhårsklubbens hjemmeside.
VIGTIGT!
- En tysk hanhund har maximalt 12 parringer i sin levetid og kun 4 om året, det gælder også hvis det er en udenlandsk tæve.
Vi skal huske at de ikke er forpligtet til at stille deres hanhund til rådighed!
Den kontakt og tillid der er skabt mellem landene har det taget lang til at opnå, vi må derfor hjælpe hinanden med at værne om den ved at optræde med tilstrækkelig respekt overfor de tyske specialklubber og ikke mindst hanhundeejerne. - I forbindelse med brug af udenlandsk avlspartner fra landene der er medlem af verdensforbundet, gælder ovenstående regler. Det er Langhårsklubben der er medlem af verdensforbundet og man er via sit klubmedlemsskab i Langhårsklubben en del af denne internationale organisation
Avlsudvalget er gerne behjælpelig med kontakten til den tyske specialklub og hanhundeejeren, under forudsætning af at tæven opfylder Langhårsklubbens avlsregler! - Med basis i et brev fra Verdensforbundets formand Leonhard Schmieg, er det fremadrettet en forudsætning for brug af Tysk hanhund, at der rettes henvendelse til Langhårsklubbens formand, som laver en erklæring på at tæven opfylder Langhårsklubbens avlsregler. Ved brug af avlspartner fra andre lande end Tyskland, tages kontakt til Langhårsklubbens avlsudvalg, så man kan være sikker på at få hvalpene registreret. Ved parring mellem en udenlandsk hanhund og en dansk registreret tæve, er det DKK der står for registrering og stambogsføring.
Langhårsklubbens
Avlsudvalg